Skip to content

IVER MADSEN (Mads Agerbæks farfar)

Anetavlen nr. 24

  

Iver Madsen blev født på en fæstegård i Skonager by i Næsbjerg sogn den 13. marts 1797, søn af fæstebonde Mads Iversen og hustru Ane Olesdatter.

Døbt i Næsbjerg kirke og konfirmeret samme sted i 1812.

Efter konfirmationen kom han ud at tjene hos de forskellige omegns gårde.Forældrene købte i 1816 en mindre gård i Rodebæk på matr. 4a i Fåborg sogn.

Iver Madsen kom ud at tjene bl.a. til Agerbæk by hos gårdejer Peder Jespersen, hvis gård lå på samme sted efter udskiftningen i 1790 og som ifølge hardkornsfortegnelse af 1889 var største gård på 4-4-3-2-5, en fæstegård under Endrupholm. Men i 1802 købte Peder Jespersen gården til selveje og i 1806 udstykkede han jorden og frasolgte så meget, at den kun havde 2-5-0-0 tilbage.

Iver Madsen blev som 24.årig gift med gårdejerens datter Kjersten Marie Pedersdatter, som var 23 år den 9. december 1821 i Fåborg Kirke. De blev Indsidder på gården, samtidig med at Iver hjalp svigerfar med driften. Det fortælles om Kjersten og Iver, at de var vant til bondearbejde og fabrikation af sorte potter.

Første barn blev født den 14. marts 1822, en datter Maren Iversdatter. Andet barn en søn blev født den 4.oktober 1825, som hed Peder Iversen. Nu var der både en pige og en dreng i hjemmet, men noget må være gået galt. Den 15. oktober døde Kjersten og 8 dage efter blev hun begravet på Fåborg kirkegård og den 2. marts 1826 døde også den lille dreng Peder kun 5 måneder gammel.

På denne tid var Christen Iversen på Debelgård ved Agerbæk 19årig datter Marie Lene Iversdatter  tjenestepige på Peder Jespersens gård i Agerbæk. Hun hjalp Iver med børnene og de blev gift den 15. april 1926 i Fåborg Kirke. Den 6. oktober 1826 fødte Marie Lene en søn, som kom til at hedde Chresten Iversen, den senere læge Agerbæk i Ribe.

De bor stadigvæk på Peder Jespersens gård og formodentlig gjort op og arvet lidt kapital til Iver og børnene, for i ca. 1827-28 købte Iver en mindre gård i Omme i Nykirke sogn. Her føder Marie Lene Mads Peder Iversen i oktober 1828 og den 4. juli 1833 en pige Maren Debbel Iversen og sidst den 24. december 1935 en datter , som straks blev hjemmedøbtog fik navnet Ane Iversdatter. Det viste sig imidlertidig hurtig, at den lille pige ikke kunne overleve. Kun 4 dage efter dør hun og moderen dør også den 31. december 1835.

Igen blev Iver Madsen enkemand. Marie Lenes lillesøster fra Debelgård Maren Christensdatter kommer hurtig til hjælp i Omme. Den 15. november 1836 enedes de om at blive gift i Fåborg kirke.

Den 31. januar 1838 fødte Maren en søn, som fik navnet Christen Iversen, som er Mads Agerbæks far. 2 år efter fødte Maren igen, denne gang en pige, som kom til at hedde Marie Lene Iversdatter. Endelig fødte Maren en pige den 18. oktober 1842, som blev døbt Ane Iversdatter.

Iver begyndte at blive syg i 1843-44. Han fik mavesmerter, som tog til og den 6. juni 1844 dør han i sit hjem i Omme. Marens fader Christen Iversen fra Debelgård måtte hjælpe til og da også datteren Maren bliver syg og dør af tæring og tuberkulose den 8. oktober 1844, kun 4 måneder efter Ivers død, måtte han havde familiens hjælp. Hele familien må have været samlet og fordelt børnene. Bl.a. kom Ane og Christen til søster Margrethe  og Jens i Vrenderup og Marie Lene til broderen Iver og Dorothea i Omme.

Med alle Iver Madsens børn er der mange beretninger og nogle af dem vil jeg skriv mere om senere.

Billede  øverst

Formodentlig Christen Iversen-Chresten Iversen og Peder Johnsen. (ca. 1900)